Historien om BilCentralen

Som mange af sikkert allerede ved, så en lille pige ,Tove, for første gang dagens lys, den 27. februar 1931, Dagmar og Thorvalds 3. Barn og hun spiller en væsentlig rolle i historien omkring vores firma.

​

​Om det var Toves rullende øjne der har inspireret Thorvald skal være usagt. Men et par måneder senere startede Thorvald med en gammel Chrysler, vognmands-forretning i Espergærde, sammen med den legendariske KONG HANS. Der gik dog kun et par måneder før Kong Hans trådte ud af firmaet.

​

Fra starten hed firmaet Luxus-Bilen og vores første domicil var Gylfesvej 12

Allerede i december 1931 købte Thorvald så den første nye vogn, en Ford model 1931 som kørte til langt efter krigen.
I 1932 købte Thorvald en brugt Chevrolet, flyttede på Strandvejen og blev nu frem til krigen en af "de store Vognmænd" i Espergærde. Byen husede efterhånden 8 vognmands-forretninger med i alt 13 vogne.

​

Så kom krigen med mangel på brændstof, dæk o.s.v., hvilket reducerede antallet af vogne betydeligt. Thorvald satsede og fik som den eneste vognmand i byen, sat gas-generator på den gamle Ford, hvilket nok reddede forretningen og Luksus-Bilen reddede livet og overlevede de svære tider gennem krigsårene.​

Luxus-Bilen/BILCENTRALEN

I starten hed firmaet altså "Luxus bilen", men allerede 1933 blev navnet ændret til BilCentralen, og telefonnummeret "Espergærde 75", blev det officielle telefonnummer, som det har været helt frem til 1990 (med de ændringen som telefonselskabet har lavet igennem tiderne, red.).

Vi havde det samme reg. nr. fra 1931 og helt frem til 1957
Dengang satte man simpelthen de gamle plader over på den nye vogn.

​

Og så! i 1949 kom en ny generation til. Thorvald solgte telefon, børster, vandslange og sin datter!!! til Poul, sin chauffør i gennem et del år, for 4.000,- kr., inklusiv Autorisation til Droskekørsel.

De røde biler

Poul havde af Poul Mangepenge købt en Pontiac 1931, en statelig limousine, som der ellers ikke var meget at sige om, udover at den var temmelig kold at køre i på grund af manglende varmesystem og et halvt åben siderude hos føreren.

​

​Pontiac'en blev udskiftet i 1951 med en Chevrolet, en gammel Københavner taxi. Den kørte upåklageligt i et par år, til et olie problem en dag sagde stop for dens karrierer.

Først i 1953 kom så den næste nyerhvervelse, en Ford Consul, og den var flot og så var den grøn. Der kom nu en "grøn periode", hvor tingene gik lidt lettere, så kom der nogle hvide, og den første "røde" bil dukkede så op i 1971. Det var en Volvo 144. Det var nu nye biler, firmaet rådede over.

​

Ved siden af de "små" biler, var der nu også en mini bus, (kleinbuss blev de kaldt dengang, red.) eller to, og chaufførerne, Valde, Harald og Rasmus, for, at nævne nogle. Og vi har gennem tiderne haft, og har stadig rigtig mange gode chauffører, hermed en tak til dem alle, gamle som nye.​

Handicapkørsel

Vi var i 1963 begyndt at køre handicapkørsel, med kørsel af elever til Nyrup Skole og Skolen ved Skoven i Hillerød. Karlebo Børnehave kom også til med børnehavebørn. Faktisk startede vi med at køre Alice, som den første elev, til Mørdrup Trinbræt. Men snart efter åbnede man de første rigtige specialskoler, hvorefter der hurtig kom mange ruter, og vi hentede en masse dejlige unger rundt om i Nordsjælland.
​

Tove står på

I1970 tog Tove så erhvervskørekort og rattet i egen hånd.
Og Poul og Tove begyndte nu noget, som skulle blive en livsstil. Og som har skabt grundlaget for kvaliteten og det menneskesyn, som vores firma står for i dag. Tingene skulle fungere, tiderne skulle overholdes, samt altid tid til at få udfordringerne løst. Heraf kommer også vores ”valgsprog”:

DER ER PROBLEMER NOK I HVERDAGEN – TRANSPORTEN SKAL IKKE VÆRE ET AF DEM.
​
Tove blev hurtigt vellidt af personalet på institutionerne og forældre og børn. Tove var elsket af ”sine unger”. Men Tove elskede også dem alle.

Op igennem halvfjerdserne og firserne, så det ikke ud til, at nogen ny generation skulle komme til. Kjeld, Bent og Annelise, Tove og Pouls børn, gik helt andre veje, med tøjbutik, skobutik og legetøjsforretning.

Da Helle, som havde tilknytning til familien, tog erhvervskort i 1988, åbnede det op for helt nye muligheder. Hun begyndte, at køre til børnehaven i Karlebo. En ny æra begyndte hermed. Samtidig med, at Helle kørte mere, takkede Poul mere og mere af.Efter et skoleår på lavt blus takkede Poul så af, nu havde han gjort sit, og ville hellere gå derhjemme og følge med i tingene.

​

Det var nye kræfter der langsomt tog over, dog stadig overvåget af Poul som altid var klar med råd og vejledning.

​

I 1990 startede Helle med en enkelt pige til Maglebjergskolen, hvilket er blevet til adskillige røde biler med endnu flere dejlige børn til denne skole og snart sagde Bent sit job op for at give en hjælpende hånd i firmaet.

​

Der kom tilbud om nye kontrakter på nye steder og BilCentralen var efterhånden et kendt navn i hele Nordsjælland. Firmaet ekspanderede hurtigt.

​

Vognmandinden ( Tove ) sagde stop i 1993 og det var nu den nye generation der drev BilCentralen videre.

Da Frederiksborg Amt i sin tid mente at man kunne spare en masse penge på udlicitering af vores kørsel, blev man også enige om på amtsplan at det ville være mere fordelagtigt at man kun entrerede med et enkelt firma. Derfor blev VIFA A/S en realitet med 11 vognmænd der alle enten kunne dreje nøglen eller kaste sig ud i opgaven at få 11 små virksomheder til at arbejde sammen under samme navn. Det var ikke let men man klarede opgaven og kørte i henved 6 år under fælles ledelse hvilket ikke altid var lige let.

​

Men BilCentralen "overlevede" denne konstellation og er idag igen tilbage som det oprindeligt så ud og nu, i 2011 har vi 9 fine røde busser trillende rundt i Nordsjælland fyldt med dejlige børn til skoler og børnehaver og voksne til værksteder og andre uddannelsessteder. Når man har færdes på de forskellige steder i så mange år er det sjovt når man den ene gang efter den anden møder mennesker man har kendt i så lang tid, nogle har man kørt til børnehave på deres første børnehave dag, for så nogle år senere igen kan køre på deres første dag, denne gang til skole og igen flere år senere til deres nye uddannelse eller værksted. Det giver en mulighed for at følge med i deres liv og skaber et ganske særligt bånd til både børn, unge og forældre.

​

Vi ville ikke undvære en eneste af dem.​​